Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden mine venner. Jeg elsker dem. De er der altid hvis jeg har problemer, hvis jeg har brug for at snakke, eller hvis jeg bare har brug for et godt grin. De er som min anden familie. Jeg får det altid rigtig dårligt hvis jeg skændes med nogle af dem, og jeg ender altid med at være den til at sige undskyld, så vi kan komme videre. Jeg ved ikke med jer, men jeg ville gøre alt for mine venner.
Der er forskellige slags venner - dem man altid griner med, dem man kan græde med, dem man kan lave ingenting med og stadig have det sjovt, dem der engang i mellem er irriterende, dem man ikke vil miste uanset hvad der sker, dem man kan lave alt med, og så er der dem man sommetider har lyst til at kaste ud fra en bro. Jeg kan putte alle mine venner under en, og måske to af de her, men uanset hvilken gruppe man tilhører er man stadig elsket.
Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for at have dem i mit liv, og jeg håber at de ved hvor meget jeg elsker dem. Jeg synes man burde fortælle sine venner mindst en gang i ugen hvor glad man er for dem. Det burde jeg i hvert fald gøre, for sådan noget gør jeg aldrig. Det gav mig lige en idé, i løbet af den næsten uge, skal jeg have skrevet eller sagt til mine venner hvor højt jeg elsker dem, jeg vil nu helst sige det til dem, da det er mest personligt, men da mange af mine venner ikke bor i den samme by må jeg nøjes med at skrive det til nogen af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar